|
|
||
|
|||
Appetitnedsættende lægemidler: Kortlægning af forbruget i perioden 1995 til 1999Notat af 15. juni 2000, revideret 18. august 2000Indhold Baggrund
Rettelse af 18. august 2000Den væsentligste ændring i forhold til tidligere udgave af notatet er, at der i afsnittet om antal brugere og i sammenfatningen fejlagtigt var angivet, at knap 0,3% af befolkningen havde indløst recept på et appetitnedsættende middel i 1999. Det korrekte tal er 2,5%. BaggrundDer har i de senere år været et stigende fokus på overvægt og de sundhedsmæssige konsekvenser, som overvægt kan have. En voksende andel af befolkningen bliver overvægtige. Således viser en rapport fra Sundhedsstyrelsen, at andelen af svært overvægtige (BMI¾ 30 kg/m2)1) blandt voksne i Danmark er steget fra 6% i 1987 til 8% i 1994 (1). Stigningen har været særlig udbredt blandt de 16-24-årige. Endvidere viser rapporten, at forekomsten af svær overvægt (fedme) i samme periode er steget mere blandt voksne mænd i alderen 16-66 år end blandt voksne kvinder i samme alder.
Fedme er forbundet med en øget sygelighed og dødelighed (1). Følgesygdomme til fedme omfatter bl.a. aldersdiabetes, hjertekarsygdomme, gigt og visse former for kræft (2). Derudover kan fedme være associeret med en nedsat livskvalitet, et øget forbrug af sundhedssystemet og en nedsat arbejdsevne (1). Det anslås, at mellem 2% og 8% af de samlede sundhedsudgifter i de vestlige lande tilskrives fedme (3). Dertil kommer udgifter som følge af manglende arbejdsevne, for tidlig udtræden af arbejdsmarkedet og for tidlig død. Der er derfor stor interesse i at forebygge og behandle fedme. Regeringen har i sommeren 1999 fremlagt et forebyggelsesprogram for 1999-2008, der skal fremme folkesundheden og dermed øge middellevetiden i Danmark (4). I programmet indgår bl.a. en prioritering af indsatsen mod fedme, der menes at være en af årsagerne til, at middellevetiden i Danmark er lavere end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Fedme kan behandles ved en kombination af kostomlægning og adfærdsmodifikation. Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport opnår dog kun omkring 10% af de overvægtige et holdbart resultat, når de har været igennem en slankekur. Hos personer, hvor resultatet af en kostomlægning og adfærdsmodifikation ikke er tilstrækkelig, kan behandling med appetitnedsættende lægemidler tages i betragtning. En forudsætning for at initiere en medicinsk behandling er, at indikationer såsom et BMI¾ 30 kg/m 2 , et BMI¾ 28 kg/m 2 med dertil associerede risikofaktorer eller fedme forbundet med væsentlige medicinske gener er opfyldte (5). Nærværende undersøgelse belyser udviklingen i brugen af receptpligtige appetitnedsættende lægemidler i perioden fra 1995 til 1999. I undersøgelsen er opgjort omsætning, mængdeforbrug, antal personer i behandling (1-års prævalens), antal nye brugere (incidensraten) og amtsprævalens af appetitnedsættende lægemidler. Endvidere er skift mellem flere appetitnedsættende lægemidler og estimeret behandlingsvarighed opgjort. Appetitnedsættende lægemidlerAppetitnedsættende lægemidler, som har været på markedet i undersøgelsesperioden, omfatter præparaterne Ponderal® og Ponderal Retard® med indholdsstoffet fenfluramin, Isomeride® og Adifax® med indholdsstoffet dexfenfluramin, Dobesin® , Regenon® og Regenon Retard® med indholdsstoffet amfepramon, Letigen® med indholdstofferne ephedrin og coffein samt Xenical® med indholdsstoffet orlistat (tab. 1). I oktober 1997 blev fenfluramin og dexfenfluramin taget af markedet grundet mistanke om hjerteklapskader (6) og i oktober 1998 kom det perifert virkende orlistat på markedet. Amfepramon, kombinationspræparatet ephedrin/coffein, dexfenfluramin og fenfluramin påvirker alle det appetitregulerende center i hjernen, således at appetitten, og dermed kalorieindtaget, nedsættes med et vægttab til følge. Ephedrin/coffein øger derudover stofskiftet og medfører en hurtigere forbrænding af den indtagne føde. Orlistat nedsætter i modsætning til ovennævnte lægemiddelstoffer ikke appetitten, men tilhører en ny lægemiddelgruppe, malabsorptiva, der nedsætter optagelsen af fedt fra tarmen. Fedt indtaget med kosten skal nedbrydes af enzymer i tarmen for at kunne optages med kosten. Orlistat hæmmer disse enzymer, således at en del af fedtet udskilles uomdannet med afføringen. Dette i kombination med en kaloriefattig diæt er med til at reducere vægten.
* Dexfenfluramin og fenfluramin blev taget af markedet 6.
oktober 1997.
Datamateriale og metodeUndersøgelsen er baseret på data fra Lægemiddelstyrelsens Lægemiddelstatistikregister og omfatter personer, der har indløst recept på et appetitnedsættende lægemiddel i primærsektoren. Udlændinge, asylansøgere, ekspeditioner foretaget uden registrering af gyldigt CPR-nummer, leverancer og sygehusforbrug er ikke inkluderet. Resultaterne afviger derfor fra Lægemiddelstyrelsens årsstatistikker. Der blev i alt udtrukket 2.056.681 ekspeditioner af appetitnedsættende lægemidler (ATC-gruppe A08 (7)) fra 1995 til 1999. Heraf blev i alt 93.366 ekspeditioner ekskluderet, svarende til 4,7%. Antallet af brugere er udtrykt pr. 1.000 indbyggere i et kalenderår – svarende til 1-års prævalensen. Tallene er korrigeret i forhold til antallet af indbyggere i de pågældende køns- og aldersgrupper og amter. Befolkningstal pr. 1 januar det pågældende år og amt fra Danmarks Statistik er anvendt. Omsætningen er opgjort i apotekets udsalgspris (AUP) inklusive recepturgebyr. Mængdeforbruget er opgjort i definerede døgndoser (DDD) korrigeret for befolkningstallet (DDD/1.000 indbyggere/døgn). DDD, som er en teoretisk måleenhed fastsat af WHO, angiver en antaget gennemsnitsdosis pr. døgn for en voksen person, der får lægemidlet på dets hovedindikation (7). Værdien kan derfor afvige fra den faktisk anvendte dosis. Det opgjorte mængdeforbrug afviger fra Lægemiddelstyrelsens årsstatistikker, hvor der, i modsætning til i denne undersøgelse, ikke er anvendt en DDD-værdi for ephedrin/coffein. Incidensraten er beregnet som antal nye brugere af appetitnedsættende lægemidler set i forhold til antallet af indbyggere i Danmark fratrukket antallet af personer i behandling med appetitnedsættende lægemidler i de enkelte undersøgelsesår. Til bestemmelse af incidensraten er 1994 anvendt som udvaskningsperiode. Det betyder, at personer, der ikke har indløst recept på et appetitnedsættende lægemiddel i 1994, opfattes som nye brugere første gang, de indløser recept på et appetitnedsættende lægemiddel efter 1994. Behandlingsvarigheden er beregnet udfra de anbefalede døgndoser for de enkelte appetitnedsættende lægemidler (5, 8). For hver enkelt pakning, der på et givet tidspunkt i undersøgelsesperioden har været på markedet, er beregnet det antal dage som pakningen ifølge den anbefalede døgndosis kan vare. Hvis en patient har indløst en ny recept indenfor det antal dage pakningen rækker, antages patienten at være i et behandlingsforløb. Hvis patienten derimod har indløst en ny recept udenfor det antal dage pakningen rækker, antages patienten at være startet i en ny behandling. Varigheden af behandlingerne er inddelt i intervaller på baggrund af den antagelse, at en måned svarer til 30 dage. ResultaterOmsætningI perioden fra 1995 til 1998 lå omsætningen af appetitnedsættende lægemidler på mellem 59 og 61 mio. kr. Fra 1996 til 1997 faldt omsætningen med 3,1%, hvilket må ses i sammenhæng med tilbagetrækningen af fenfluramin og dexfenfluramin fra markedet i efteråret 1997. Tilsammen udgjorde de to lægemiddelstoffer 16,5% af den totale omsætning i 1996 og 12,0% i 1997. Fra 1998 til 1999 steg omsætningen af appetitnedsættende lægemidler kraftigt med 25,7% til 75,9 mio. kr. primært på grund af en markant stigning i omsætningen af orlistat, der kom på markedet i oktober 1998. Omsætningen af orlistat blev 4-doblet fra 5,5 mio. kr. i 1998 til 22,4 mio. kr. i 1999 (tab. 2). I samme periode faldt omsætningen af amfepramon og ephedrin/coffein med henholdsvis 7,2% og 1,9%. I 1999 udgjorde omsætningen af amfepramon, ephedrin/coffein og orlistat henholdsvis 8,4%, 62,1% og 29,5% af den totale omsætning.
MængdeforbrugDet totale mængdeforbrug faldt fra 6,1 til 5,9 DDD/1.000 indbyggere/døgn fra 1995 til 1999, svarende til et fald på 2,6% (tab. 3). Det største fald i mængdeforbruget på 5,5% var fra 1997 til 1998 og skyldes den føromtalte tilbagetrækning af dexfenfluramin og fenfluramin fra markedet i 1997. Fra 1998 til 1999 steg mængdeforbruget med 3,7%, hvilket udelukkende kan forklares ved et øget forbrug af orlistat, der steg fra 0,1 til 0,4 DDD/1.000 indbyggere/døgn. I samme periode faldt forbruget af både amfepramon og ephedrin/coffein med henholdsvis 5,9% og 0,7%. I 1999 udgjorde amfepramon, ephedrin/coffein og orlistat henholdsvis 16,2%, 76,8% og 7,1% af det totale mængdeforbrug. Prisen for en defineret døgndosis af orlistat var i 1999 gennemsnitlig 4-7,5 gange dyrere sammenlignet med amfepramon og ephedrin/coffein, afhængig af pakningsstørrelse og lægemiddel.
* Mængdeforbrug afviger fra Lægemiddelstyrelsens årsstatistikker – jf. afsnit om datamateriale og metode. Antal brugereAf tabel 4 fremgår antallet af brugere og 1-års prævalensen fordelt på køn og aldersgrupper fra 1995 til 1999. For aldersgruppen 0-15 år er antallet af brugere og 1-års prævalensen ikke opdelt på køn i 1995 og 1996. Dette skyldes, at børn før 1996 fik udskrevet medicin på deres forældres CPR-nummer sammen med en barnekode. Barnekoden angiver, at recepten er udstedt til et barn, men angiver ikke barnets køn. Fra 1. januar 1996 blev det indført, at børn skulle have deres eget sygesikringsbevis. Ordningen blev dog først implementeret i løbet af 1996, dvs. at der i data for specielt 1995 og 1996 kan forekomme børn, som har fået udskrevet appetitnedsættende lægemidler på forældrenes CPR-nummer. Kun få eller ingen børn har i 1997 til 1999 fået udskrevet appetitnedsættende lægemidler på forældrenes CPR-nummer. I 1999 var der 24,9 brugere/1.000 indbyggere svarende til, at 2,5% af befolkningen indløste en recept på et appetitnedsættende lægemiddel. Det er godt 7% færre end i 1995, hvor der var 26,9 brugere/1.000 indbyggere. Det største fald i 1-års prævalensen sås hos kvinder med et samlet fald på 8,2% mod 5,4% hos mænd. Kvinder udgjorde gennemsnitlig 82% af det totale antal brugere i undersøgelsesperioden. Blandt kvinder var 1-års prævalensen i alle årene højest i aldersgruppen 25-34 år (fig. 1a, tab. 4), mens den blandt mænd var højest i aldersgruppen 45-54 år - 1999 dog undtaget (fig. 1b, tab.4). Idet kvinderne udgør langt den største del af brugerne, influerer de mest på den samlede 1-års prævalens, der, ligesom for kvinderne, var højest i aldersgruppen 25-34 år.
Figur 1a. 1-års prævalens for kvinder fordelt på aldersgrupper, 1995-1999.
Figur 1b. 1-års prævalens for mænd fordelt på aldersgrupper, 1995-1999.
1-års prævalens i 1999 fordelt på lægemiddelstof og aldersgruppeAf tabel 5 fremgår, at langt de fleste brugere i 1999 indløste en recept på ephedrin/coffein og var i alderen 16-64 år. Den laveste 1-års prævalens sås for alle tre lægemiddelstoffer i aldersgruppen 0-15 år. I alt blev der indløst recepter på appetitnedsættende lægemidler til ca. 320 børn i aldersgruppen 0-15 år i 1999. Orlistat blev indløst til 23 børn.
Nye brugere (incidensrate)Antallet af nye brugere faldt fra 72.233 i 1995 til 30.814 i 1999. Dette svarer til et fald i incidensraten på 58,0%. Der skal dog gøres opmærksom på, at nye brugere i denne sammenhæng også kan omfatte personer, der tidligere har været i behandling, men som har holdt en pause på minimum ét år. Dette betyder, at incidensraten for især 1995 kan være højere end de efterfølgende år på grund af sådanne gengangere. Fra 1996 til 1999 sås et fald i incidensraten på 42,6%. I alle år kom flere nye brugere til i 1. halvår sammenlignet med 2. halvår. Generelt faldt incidensraten fra juni til juli med en efterfølgende stigning i august (fig. 2). Fra august faldt incidensraten gennemgående i alle år til december med undtagelse i 1998, hvor incidensraten steg fra oktober til november, sandsynligvis på grund af, at orlistat kom på markedet i oktober 1998. I alle årene, bortset fra 1998, sås den laveste incidensrate i december. Figur 2. Incidensrate, 1995-1999.
Anm.: Omfatter brugere der ikke har indløst recept på et appetitnedsættende lægemiddel i 1994. Antal brugere i amterneIgennem hele undersøgelsesperioden var der flest brugere i Københavns Amt og Roskilde Amt. 1-års prævalensen var i disse amter henholdsvis 31,6 og 31,2 brugere/1.000 amtsindbyggere i 1999 (tab. 5.). De laveste 1-års prævalenser i undersøgelsesperioden sås for Vestsjællands Amt, Bornholms Amt, Sønderjyllands Amt, Ringkøbing Amt og Århus Amt afhængig af året. I 1999 var 1-års prævalensen lavest for Århus Amt med 22,0 brugere/1.000 amtsindbyggere.
I løbet af undersøgelsesperioden varierede antallet af brugere i det enkelte amt mellem 0,9 og 3,5 brugere/1.000 amtsindbyggere afhængig af amtet, med den største variation i Roskilde Amt og Sønderjyllands Amt og den laveste i Vestsjællands Amt. Samlet set lå antallet af brugere/1.000 amtsindbyggere højere i de sjællandske amter sammenlignet med amterne i Jylland, Fyns Amt og Bornholms Amt. Figur 3. Amtsprævalens af appetitnedsættende lægemidler, 1995-1999.
Skift mellem forskellige appetitnedsættende lægemidlerFra 1995 til 1999 har der været fem forskellige appetitnedsættende lægemidler på markedet (tab. 1). I denne periode indløste i alt 336.410 personer mindst én recept på et appetitnedsættende lægemiddel. Langt hovedparten af brugerne (83,6%) indløste recept på det samme appetitnedsættende lægemiddel. Omkring 14% modtog 2 forskellige, mens godt 2% og mindre end ½% modtog henholdsvis tre eller flere appetitnedsættende lægemidler i løbet af undersøgelsesperioden. BehandlingsvarighedVarigheden af den medicinske behandling af fedme afhænger bl.a. af det anvendte appetitnedsættende lægemiddel. For dexfenfluramin og fenfluramin blev det anbefalet, at behandling kun skulle fortsætte ud over 3 måneder, hvis patienten indenfor 3 måneder havde tabt mindst 10% af initialvægten. For amfepramon anbefales en behandlingsvarighed på 4-6 uger og højst 3 måneder. Ephedrin/coffein bør ligeledes kun anvendes kortvarigt. Behandling med orlistat bør kun fortsætte ud over 3 måneder, hvis patienten har tabt mindst 5% af den initiale kropsvægt. Da der ikke foreligger data for behandling med orlistat i mere end 2 år anbefales endvidere en maksimal behandlingsvarighed på 2 år (5,8). I nærværende undersøgelse er varigheden af en behandling beregnet på baggrund af den anbefalede døgndosis for de respektive appetitnedsættende lægemidler (jf. afsnit om datamateriale og metode). Behandlingsvarigheden er bestemt for perioden fra 1995 til 1999. En person kan optræde flere gange, hvis personen er indgået i flere behandlingsforløb eller har modtaget mere end ét appetitnedsættende lægemiddel i perioden, mens personer der ikke er indgået i et behandlingsforløb ikke vil optræde. Der er i undersøgelsen ikke taget hensyn til individuelle doseringer, behandlingsforløb og for non-compliance i forbindelse med brugen af appetitnedsættende lægemidler. Resultaterne skal derfor tolkes med dette forbehold og skal kun opfattes som vejledende.
Det er estimeret, at 68% af behandlingerne med et appetitnedsættende lægemiddel varede 0-3 måneder, 26% 3-6 måneder, 5% 6 - 12 måneder, 1% 1-2 år og mindre end ½% af behandlingerne i mere end 2 år. For de enkelte lægemiddelstoffers vedkommende ses, at omkring 75% af behandlingerne med fenfluramin, dexfenfluramin og/eller amfepramon varede 0-3 måneder, mens det for ephedrin/coffein og orlistat var hhv. 62% og 95% af behandlingerne. For alle lægemiddelstofferne var mere end 90% af behandlingerne afsluttet efter et halvt år. Under forudsætning af at den anbefalede dosering svarer til den faktisk indtagne dosis, var langt de fleste behandlingsforløb således af kortere varighed i overensstemmelse med ovennævnte behandlingsvejledninger. 2)For at måle følsomheden af den estimerede behandlingsvarighed, er beregningerne også gennemført med en defineret behandlingsvarighed på hhv. 1,5 og 2 gange det antal dage, en pakning kan vare ud fra den anbefalede døgndosis. Udfra disse beregninger var hhv. 77% og 62% af behandlingerne afsluttet efter et halvt år. SammenfatningSammenfattende viser undersøgelsen, at færre personer indløste recept på appetitnedsættende lægemidler i 1999 sammenlignet med de foregående år. Både 1-års prævalensen og antallet af nye brugere af appetitnedsættende lægemidler faldt fra 1995 til 1999 på trods af, at forekomsten af fedme blandt voksne i Danmark har været stigende. I 1999 havde 2,5% af befolkningen indløst recept på et appetitnedsættende lægemiddel. Undersøgelsen viser også, at langt flere kvinder end mænd indløste recept på et appetitnedsættende lægemiddel, selv om der er flere mænd end kvinder med moderat til svær overvægt i Danmark. Kun få brugere skiftede mellem forskellige appetitnedsættende lægemidler og de fleste brugere var kun i behandling med et appetitnedsættende lægemiddel i en kortere periode i overensstemmelse med de gældende anbefalinger. Endelig viser opgørelsen, at markedsføringen af det dyrere lægemiddel Xenical® i 1998 resulterede i en markant stigning i omsætningen af appetitnedsættende lægemidler fra 1998 til 1999. Referencer
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Til sidens top |
