 |
|
 |
Medicinprofilen - overblik over borgerens medicin
Medicinprofilen er en samlet oversigt over hver enkelt borgers recepter og køb af medicin på recept. Medicinprofilen giver både borgeren, lægen og apoteket et samlet overblik over den receptordinerede medicin, borgeren er i behandling med.
Medicinprofilen er med til at øge kvaliteten af medicinsk behandling Hvem kan bruge Medicinprofilen? Adgang til Medicinprofilen via sundhed.dk Oversigt over recepter i Medicinprofilen
Medicinprofilen er med til at øge kvaliteten af medicinsk behandling
Formålet med Medicinprofilen er at øge kvaliteten i behandlingen af patienterne, og Medicinprofilen skal være med til at sikre, at borgeren får:
- den rigtige medicin
- den rigtige mængde medicin
- medicin, der virker efter hensigten og ikke virker anderledes end ventet sammen med anden medicin.
Medicinprofilen indeholder:
- en komplet oversigt over alle borgerens elektroniske recepter samt oplysninger om ekspederede papir-, fax- og telefonrecepter, som borgeren har fået de seneste to år
- en oversigt over den medicin, som borgeren har købt på recept på apoteket de seneste to år
- detaljerede oplysninger om alle ordinationer og købt medicin
- oplysninger om patientens praktiserende læge
- oplysninger om, hvilken læge der har ordineret lægemidler til borgeren
- oplysninger om, hvilket apotek der har ekspederet borgerens recepter
- oplysninger om borgerens medicintilskud
- en kontrol af om de ordinerede lægemidler påvirker hinanden (interaktionskontrol)
- oplysninger om lægemidler eller grupper af lægemidler, som borgeren ikke kan tåle (lægemiddelcave)
- en log, hvor borgeren kan se, hvem der har set oplysninger i borgerens medicinprofil, og hvilke oplysninger der har været set på.
Lægen og apoteket kan bruge Medicinprofilen til at forbedre den medicinske behandling af den enkelte borger ved at se i borgerens medicinprofil:
- om borgeren følger den ordinerede behandling
- hvilke lægemidler, borgeren aktuelt er i behandling med
- om der er interaktioner mellem lægemidlerne i borgerens medicinprofil
- om der er registreret lægemiddelcave på borgeren.
Til top
Hvem kan bruge Medicinprofilen?
Medicinprofilen kan bruges af borgere, læger og fagligt uddannet apotekspersonale.
Alle brugere har adgang til Medicinprofilen via sundhed.dk og medicin-it.dk med digital signatur.
Vælg et af disse links, hvis du vil vide mere om, hvad du som borger, læge eller apotekspersonale kan bruge Medicinprofilen til:
Adgang til Medicinprofilen via sundhed.dk og medicin-it.dk
Både borgere, læger og apoteker har adgang til Medicinprofilen via den offentlige sundhedsportal sundhed.dk samt Lægemiddelstyrelsens hjemmeside medicin-it.dk. For at bruge Medicinprofilen skal du have en digital signatur.
For at få adgang til Medicinprofilen via sundhed.dk og medicin-it.dk skal du som borger have installeret en privat digital signatur på din computer. Sundhedsfaglige brugere, som læger og apotekspersonale, skal have installeret et særligt medarbejdercertifikat til sundhedsfaglige for at få adgang.
Du kan læse mere om, hvordan du bruger digital signatur ved at vælge "Kom i gang med Medicinprofilen..." i faktaboksen til højre.
Til top
Oversigt over recepter i Medicinprofilen
Lægemiddelstyrelsen er ansvarlig for det system, der håndterer elektroniske recepter fra din læge. Alle dine elektroniske recepter bliver gemt i et sikkert system, som både du, lægen og apoteket har adgang til. Du kan se dine recepter i din medicinprofil via sundhed.dk og medicin-it.dk.
Den elektroniske recept giver dig, din læge og apoteket et samlet overblik over den medicin, der er udskrevet til dig. Det betyder, at apoteket kan rådgive dig på et meget sikkert grundlag, fordi personalet kan se nøjagtig, hvilken medicin du får eller har fået tidligere.
De elektroniske recepter giver dig også en række fordele, når du skal hente medicinen på apoteket:
- Hvis lægen har skrevet på din elektroniske recept, hvor du vil hente medicinen, har apoteket mulighed for at have fundet din medicin frem, når du kommer for at hente den.
- Du kan kontakte apoteket på forhånd og bede om, at medicinen gøres klar til dig, så du hurtigt kan få din medicin. Det kan du gøre på din medicinprofil via sundhed.dk og medicin-it.dk.
- Hvis du ikke ved, hvilket apotek, du vil hente medicinen på, gemmes recepten blot elektronisk. Du kan så hente medicinen på et hvilket som helst apotek i Danmark, når det passer dig.
- Hvis det er en fordel for dig, er det stadig muligt for dig at bede lægen om at få en recept på papir. Papirrecepten opbevares ikke elektronisk, og du skal derfor som sædvanlig selv medbringe den på det apotek, hvor du ønsker at hente din medicin.
I faktaboksen øverst til højre kan du finde mere information om elektroniske recepter og Receptserveren, som er det system, der håndterer din elektroniske recept.
Til top
|
 |
|
 |