Der er ingen egentlige kliniske undersøgelser af Tamiflu® til behandling af mennesker, som er inficeret med fugleinfluenza eller influenza A(H1N1).
De erfaringer man har, er fra anvendelse af Tamiflu® under lokale udbrud af smitte fra dyr til mennesker og fra dyreforsøg. Disse erfaringer giver gode holdepunkter for, at Tamiflu® vil kunne bruges til både forebyggelse og behandling af fugleinfluenza eller en pandemi med udgangspunkt i en ny type influenzavirus.
Enkelte tilfælde af resistente fugleinfluenza vira er beskrevet. I sådanne tilfælde har Tamiflu® kun ringe eller ingen effekt. Der er endnu ikke beskrevet resistente stammer af influenza A(H1N1). For at forebygge udvikling af resistente vira bør produktresumeets anvisninger vedr. dosis og varighed af behandlingen følges nøje.